mandag den 7. maj 2012

Tiden der gik!

Et barn hører ofte ordene: "Hvor er du dog blevet stor". Det hænder gerne, hvis man er sammen med sine forældre, hvor man støder ind i nogle af deres bekendte, som har set en, dengang man var mindre. 
Svaret fra ens forældre til disse ord kunne man efterhånden udenad: "Ja, det er utroligt hvor hurtigt tiden den går".

Jeg har ikke altid kunne forstå alt det der med, at tiden skulle gå så stærkt, for jeg har kunne kigge mig selv i spejlet hver eneste dag de sidste 19 år, hvor der fra dag til dag ikke har vist sig den store forandring.
I dag - de 19 år senere - har jeg fået en forståelse for, hvad folk mener, når de siger at tiden går stærkt.
Vi lever i nuet, hvor dagene flyver af sted, med både studier, arbejde, hobbyer samt vores venner/veninder. 

For snart 3 år siden startede jeg på Odense Tekniske Gymnasium (OTG) i 3.D sammen med 31 andre studerende.Efter det første halve år, talte vi de opgaver sammen, som vi på den korte tid havde afleveret. Her tænker man måske nok - ja okay, et halvt år, det burde da være overskueligt, men sagen er den, at vi faktisk nåede op på omkring de 75 afleveringer fordelt ud på 9 forskellige fag.
På daværende tidspunkt mente vi ikke det kunne gå hurtigt nok med de 3 år det ville tage os, før vi var færdige og kunne kalde os studenter. 


Nu har tonen fået en lidt anden klang.
Vi har 9 reelle skoledage tilbage, hvorpå der er fordelt 20,5 moduler på. Lærerne har i dag indgivet vores karakterer til kontoret, hvilket betyder, at vi sådan set er gået på læseferie. Timerne bliver brugt til en lille smule repetition og ellers en masse snak om eksaminerne, gallafesten, gallatøj, de gode minder i klassen, dimissionen, og ikke mindst hvad vi skal beskæftige os med efter gymnasiet. 
Vi er godt klar over, at dagene i 3.D er talte.
D-klassen på OTG årgang 2012 hører snart til tiden der gik. Tiden er gået ufattelig stærkt, og vi kan næsten ikke forstå, at det allerede er tid til, at vores veje skilles ud af forskellige stiger, ud i den store verden. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar