Eksamens-"læsning"

Læsning, læsning og atter læsning!
Læseferien er blevet skudt godt og grundigt i gang, og jeg må indrømme at pt. er der godt nok ikke meget ferie over det ;)
For mit vedkommende skal der læses til 7 eksaminer, helt konkret til skriftligt matematik, kemi samt dansk plus noget mundtligt idræt, proces, dansk og SO2.
Det hele starter stille og roligt ud med de skriftlige prøver fra i næste uge, og ellers tager den ene ligesom den anden i hånden, så det hele bliver overstået til tirsdag den 26 juni - hvilket vil sige, at jeg fra den dato af, vil kalde mig student!! :D 


Tilbage til læsningen...
- Jeg prøver virkelig at koncentrere mig omkring alle de matematiske formler og krydseduller, men med det fantastiske vejr vi har i Danmark lige nu, falder koncentrations-niveauet drastisk!?
Jeg er faktisk meget ligeglad med, hvordan jeg beregner vinklen i en trekant, eller finder planetsligning, når jeg ved at jeg kan bruge et tæppe med næsen direkte mod solen, og så ellers bare nyde det med en grøn "skup-op-is" :)

Men når der nu skal læses til eksamens, har jeg nydt weekendens strabadser! Lørdag og søndag stod på forberedelse til rytmikdelen af idrætseksamen sammen med Tvillingen<3
Selvom det var to hårde dage, er der kommet to super seje serier ud af det! Den ene oven i købet med et tøndebånd svingene i hænderne :O! 
- Det startede vidst nok med noget i retning af, at Egon sagde til de andre: "Jeg har en plan"!, "Jeg skal bruge en paraply, en solvogn, to vandflasker, en boomblaster, en forlængerledning, en iPod, 2 musiknumre, 2 tøndebånd og ellers lidt kage og vandmelon, samt en masse is" 

Haha' jo, jeg vil sige at vi har hygget os - eller jeg gjorde i hvert fald!
..Og man kan jo ikke sige andet, end at vi har været utroligt heldige med vejret, eller også er det bare os, der er utroligt gode til at planlægge vores tid - hvem ved? ;) 

"Host Families"

Dét lidt for vildt og en lille smule overvældende.
For lidt over 2 måneder siden fik jeg færdiggjort min ansøgning til STS om at blive Au Pair i New Zealand. Her blev den godkendt og sendt videre til Au Pair Link i New Zealand, hvor jeg samtidigt blev gjort opmærksom på, at de selvfølgelig ikke kunne stille nogen garanti for, at jeg ville komme til at høre fra nogen familierne i New Zealand, da det jo handler om, hvordan deres og min personlighed passer sammen.
På det tidspunkt tænkte jeg tanker i retning af, at det var lige godt pokkers, at man først skulle sidde og udfylde RIGTIG mange papirer, og så først få den oplysning bagefter. Men efter noget tid gav det jo selvfølgelig en meget go' mening. Jeg var jo egentlig heller ikke interesseret i, at blive kontaktet fra familier, som ikke lignede en lille del af den jeg er. 


Det har så siden hen vist sig slet ikke at være noget problem - overhovedet!! Jeg har haft den fornøjelse af, at være blevet kontaktet af 6 forskellige familier, placeret på forskellige kortet over New Zealand over et par uger.
Jeg har læst nogle papirer om alle familierne, men har kun snakket med de 4, da jeg blot ud fra at læse om de to andre, kunne se, at der ville være andre familier der var bedre for mig.
Den første familie jeg snakkede med, bestod af en enlig mor og hendes to pige - The Pink Team. Den anden familie bestod af mor, far, og ligeledes to piger - som her havde omkring en halv fodboldbane at lege på.
Den tredje bestod af mor, far, en pige og en dreng. En familie med en masse aktiviteter, både for de små og for de store.
Den fjerde familie bestod af mor og hendes kæreste, og 4 børn - en meget primitiv familie, som var selvforsynende med alt hvad de kunne komme i nærheden af, ligefra grøntsager til høns, kør og grise.


Alle 4 familier var virkelig glade og flinke mennesker at snakke med. Jeg har snakket med dem over Skype, så det har været med video på samtidigt ;) 
Det er en sjov følelse at sidde med i maven, idet telefonlyden fra Skype er i højtalerne! Hvad er det for nogle mennesker jeg skal til at snakke med, hvem er det, hvem "forventer" de jeg er, synes de jeg kunne passe ind hos deres familie?
Der er tusindvis af tanker, som flyver gennem hovedet på en i de sekunder, hvor enten jeg eller dem i New Zealand trykker på "Besvar opkald"-knappen. Når så billedet dukker op af dem, og der sidder en hel familie og vinker, kan man alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet! :D

Jeg har dog hele tiden vidst, at jeg jo kun skal bo hos en enkelt familie, hvilket også vil sige, at 4 er 3 for mange.
Den første og den anden familie havde begge et "medlem" som jeg har haft stor tvivl fra start af, om jeg ville kunne være sammen med. Jeg snakker om "menneskets bedste ven" - hunden.
Da jeg normalt herhjemme går en stor bue uden om de hunde jeg ikke kender, valgte jeg at sige, at jeg ikke turde løbe den risiko at sige ja til at bo sammen med en familie i et år, når jeg ikke kan vide på forhånd, om jeg ville være bange for deres hund.


Af de to sidste familier, har jeg hele tiden haft en mavefornemmelse af, at jeg egentlig ville føle mig godt tilpas hos dem, ligegyldigt hvem af dem jeg ville kom til at bo hos. Hvis jeg så alligevel helt selv kunne bestemme, ville jeg måske gerne bo hos den familie med to børn, da de som individer virkede mere som den "type" folk jeg er sammen med.
Moren, Fiona, har haft samme mavefornemmelse omkring mig. Hun har tilbudt mig at komme ned til dem, og blive deres Au Pair - weee!!
- Nu mangler jeg bare nogle papirer, der skulle være sendt på mail fra Au Pair Link. Det hele er så spændende, og det går mere og mere op for mig, at det faktisk er lige om lidt, alt det her bliver aktuelt. 

Tiden der gik!

Et barn hører ofte ordene: "Hvor er du dog blevet stor". Det hænder gerne, hvis man er sammen med sine forældre, hvor man støder ind i nogle af deres bekendte, som har set en, dengang man var mindre. 

Svaret fra ens forældre til disse ord kunne man efterhånden udenad: "Ja, det er utroligt hvor hurtigt tiden den går".

Jeg har ikke altid kunne forstå alt det der med, at tiden skulle gå så stærkt, for jeg har kunne kigge mig selv i spejlet hver eneste dag de sidste 19 år, hvor der fra dag til dag ikke har vist sig den store forandring.

I dag - de 19 år senere - har jeg fået en forståelse for, hvad folk mener, når de siger at tiden går stærkt.
Vi lever i nuet, hvor dagene flyver af sted, med både studier, arbejde, hobbyer samt vores venner/veninder. 

For snart 3 år siden startede jeg på Odense Tekniske Gymnasium (OTG) i 3.D sammen med 31 andre studerende.Efter det første halve år, talte vi de opgaver sammen, som vi på den korte tid havde afleveret. Her tænker man måske nok - ja okay, et halvt år, det burde da være overskueligt, men sagen er den, at vi faktisk nåede op på omkring de 75 afleveringer fordelt ud på 9 forskellige fag.
På daværende tidspunkt mente vi ikke det kunne gå hurtigt nok med de 3 år det ville tage os, før vi var færdige og kunne kalde os studenter. 


Nu har tonen fået en lidt anden klang.
Vi har 9 reelle skoledage tilbage, hvorpå der er fordelt 20,5 moduler på. Lærerne har i dag indgivet vores karakterer til kontoret, hvilket betyder, at vi sådan set er gået på læseferie. Timerne bliver brugt til en lille smule repetition og ellers en masse snak om eksaminerne, gallafesten, gallatøj, de gode minder i klassen, dimissionen, og ikke mindst hvad vi skal beskæftige os med efter gymnasiet. 
Vi er godt klar over, at dagene i 3.D er talte.
D-klassen på OTG årgang 2012 hører snart til tiden der gik. Tiden er gået ufattelig stærkt, og vi kan næsten ikke forstå, at det allerede er tid til, at vores veje skilles ud af forskellige stiger, ud i den store verden.